Sicilien: vinområdet, druerne og de kendte vine

Middelhavets solrige vinø

Sicilien er den største ø i Middelhavet og rummer et af Italiens største vingårdsarealer. Klimaet er klassisk middelhavsk med lange, varme og tørre somre, milde vintre og masser af solskin, og høsten kan i de lavestliggende områder begynde allerede i august.

Øen er dog langt fra flad og ensartet. I indlandet ligger vingårdene ofte i flere hundrede meters højde, hvor kølige nætter hjælper druerne med at bevare syren, og mod øst rejser vulkanen Etna sig over 3.300 meter med vinmarker helt op omkring 1.000 meters højde. Havet omkring øen giver svalende vinde langs kysterne, mens tørken i indlandet naturligt holder udbyttet nede. Netop kombinationen af sol, højde og havpåvirkning er en vigtig del af forklaringen på, at siciliansk vin i dag kan være moden og frisk på samme tid.

Fra bulkvin til kvalitet

I det meste af 1900-tallet var Sicilien kendt for mængde frem for kvalitet. Vinene blev produceret i enorme mængder og sejlet i løs vægt til det nordlige Italien og Frankrig, hvor de mørke, alkoholstærke vine blev brugt til at give farve og fylde til tyndere vine. Da den europæiske vinproduktion løb ind i overproduktionskrise i 1980'erne og 1990'erne, blev mange af øens vinstokke endda trukket op med tilskud fra EU.

Siden er billedet vendt dramatisk. Produktionen er faldet, men kvaliteten er steget. Der er investeret i moderne vinerier med temperaturstyret gæring, fokus er flyttet fra bulk til flasker, og de lokale druer er blevet taget alvorligt i stedet for at blive skubbet i baggrunden af internationale sorter. I dag regnes Sicilien for et af Italiens mest dynamiske vinområder, og udviklingen er sket både på de gamle sletter i vest og på Etnas næsten glemte stenterrasser i øst.

Nero d'Avola og øens øvrige druer

Nero d'Avola er øens mest plantede røde drue og har navn efter byen Avola i det sydøstlige hjørne af øen. Den giver mørke, fyldige vine med moden frugt af brombær, kirsebær og blomme, bløde tanniner og ofte et krydret strejf. Stilen spænder fra friske, ugærede hverdagsvine til mere koncentrerede lagervine med fadpræg.

Ved siden af findes Frappato, som næsten er Nero d'Avolas modsætning: lys i farven, duftende af røde bær og blomster og med lav tannin. Sammen udgør de to Cerasuolo di Vittoria, øens hidtil eneste DOCG, hvor Nero d'Avola giver krop, og Frappato giver duft og friskhed. På den hvide side er Grillo den mest kendte med sin sprøde citrusprofil, mens Catarratto er den mest plantede og ofte bruges til enkle, friske vine. Inzolia giver blødere, duftende hvidvine, og på den lille ø Pantelleria dyrkes den aromatiske Zibibbo, en variant af Muscat, til nogle af Italiens fineste søde vine.

Etna og de vulkanske vine

Mod øst ligger Etna, Europas højeste aktive vulkan, og her laves noget af Italiens mest omtalte vin lige nu. Appellationen Etna DOC er en af øens ældste, men området var næsten forladt, før en ny generation af vinmagere genopdagede de gamle stenterrasser på vulkanens skråninger. Jorden består af nedbrudt lava og vulkansk aske fra udbrud gennem årtusinder, og fordi de sandede lavajorde har modstået vinlusen phylloxera, findes der stadig meget gamle, upodede vinstokke.

Højden gør en stor forskel. Mange marker ligger mellem 400 og over 1.000 meter, og de kølige nætter giver langsom modning og vine med markant syre trods den sydlige breddegrad. Den røde drue Nerello Mascalese, ofte suppleret med Nerello Cappuccio, giver vine, der lyser op i glasset snarere end at være tætmørke: røde bær, violer, urter og en tør, mineralsk afslutning med faste tanniner. Sammenligningen med Pinot Noir og Nebbiolo falder ofte. Den hvide Carricante giver stramme, citrusprægede vine med næsten salt mineralitet, som kan udvikle sig flot med lagring. Mange etiketter angiver i dag også contrada, altså det navngivne område på vulkanen, som druerne kommer fra.

Marsala og de søde vine

Marsala er en spiritusforstærket vin fra byen af samme navn på øens vestkyst, og den har en bemærkelsesværdig historie. I slutningen af 1700-tallet begyndte den engelske købmand John Woodhouse at sende den lokale vin til England forstærket med spiritus, så den kun klare sørejsen, og vinen blev hurtigt berømt i hele Europa. Den laves hovedsageligt på Grillo, Catarratto og Inzolia og klassificeres efter farve, sødme og lagringstid, fra den unge Fine til Vergine med mindst fem års lagring.

I dag ender meget Marsala i gryden, men de tørre, lagrede typer er værd at genopdage som aperitif eller til ost og nødder. Helt i sin egen kategori står Passito di Pantelleria, lavet på Zibibbo-druer, der tørres i solen på den vindomsuste ø sydvest for Sicilien. Resultatet er en koncentreret dessertvin med abrikos, honning, appelsinskal og tørrede urter, som regnes blandt Italiens bedste søde vine.

Siciliansk mad og vin

Det sicilianske køkken er præget af havet, solen og øens brogede historie. Her er sardiner, sværdfisk og tun, pasta med aubergine og saltet ricotta, den sød-sure grøntsagsret caponata, risbollerne arancini og desserter med citrus og mandler som cannoli og cassata.

Det giver naturlige makkere til øens vine. En sprød Grillo eller en mineralsk Etna Bianco passer til grillet fisk og skaldyr, mens den lette, duftende Frappato kan noget så sjældent som at følge tun. Nero d'Avola i sin fyldige form står godt til lam, grill og kraftige pastaretter, og Cerasuolo di Vittoria er en fleksibel middelvej til både grøntsager og fjerkræ. Til de søde desserter er Passito di Pantelleria det oplagte valg. En enkel tommelfingerregel er at lade vinens vægt følge rettens og bruge den gode syre i de sicilianske vine til at skære igennem fedme og friteret mad.

Sådan finder du de gode flasker

Vil du smage det vulkanske, så kig efter Etna DOC på etiketten, både som Rosso og Bianco. Her betyder årgang og contrada en del, så det kan betale sig at prøve forskellige. Til hverdag er der masser af værdi under betegnelserne Sicilia DOC og Terre Siciliane, hvor Nero d'Avola ofte er et sikkert og prisvenligt valg, og Grillo er et fint indgangspunkt til øens hvidvine. Cerasuolo di Vittoria DOCG er værd at lede efter, hvis du vil smage den klassiske blanding af Nero d'Avola og Frappato.

Overvej også, om du vil have friskhed eller krop. De unge, ugærede vine er mest frugtdrevne, mens lagrede udgaver med fad giver mere struktur og krydderi. Og skal du have Marsala til at drikke frem for at lave mad, så gå efter kategorierne Superiore eller Vergine, og tjek om vinen er secco, semisecco eller dolce, altså tør, halvtør eller sød.

Kendte vine fra Sicilien

• Nero d'Avola

  Øens mest plantede røde drue giver mørke, fyldige vine med modne mørke bær, bløde tanniner og et krydret strejf. Passer til grillmad, lam og kraftige pastaretter.

• Etna Rosso

  Rødvin fra vulkanens skråninger, hovedsageligt på Nerello Mascalese. Lys i farven, men intens med røde bær, urter og mineralsk stramhed, god til svinekød, svampe og mild ost.

• Etna Bianco

  Hvidvin på druen Carricante med citrus, grønne æbler og næsten salt mineralitet. Et naturligt valg til fisk og skaldyr.

• Cerasuolo di Vittoria

  Siciliens eneste DOCG, en blanding af Nero d'Avola og Frappato. Saftig, duftende og middelfyldig og dermed fleksibel til både grøntsager, fjerkræ og pizza.

• Marsala

  Forstærket vin fra vestkysten på Grillo og Catarratto, fra tør og nøddeagtig til sød. De lagrede typer er fine til ost og nødder, og den søde passer til desserter.

• Passito di Pantelleria

  Sød vin på soltørrede Zibibbo-druer fra øen Pantelleria med duft af abrikos, honning og appelsinskal. Klassisk ledsager til cannoli og mandeldesserter.

• Grillo

  Sprød, citruspræget hvidvin og et af de mest tilgængelige køb på øen. Passer til lette fiskeretter, salater og som en frisk aperitif.