Emilia-Romagna: vinområdet, druerne og de kendte vine

Mellem Po-sletten og Appenninerne

Emilia-Romagna strækker sig som et langt bælte tværs over Norditalien, fra Piacenza tæt på grænsen til Lombardiet i vest til Ravenna og Adriaterhavet i øst. Gennem regionen løber den gamle romerske hovedvej Via Emilia, og langs den ligger byerne som perler på en snor: Piacenza, Parma, Reggio Emilia, Modena, Bologna og videre mod Forlì og Rimini. Navnet dækker i øvrigt over to gamle landskaber, Emilia mod vest og Romagna mod øst, og man mærker forskellen både i køkkenet og i glasset.

Mod nord breder Po-sletten sig med frugtbar, flad markjord, mens Appenninerne rejser sig mod syd og giver højde, køligere nætter og veldrænede skråninger. Klimaet er fastlandspræget med varme somre og kolde, tågede vintre, og netop samspillet mellem den fede slettejord og de køligere bjergområder forklarer regionens to ansigter: De frodige lambruscomarker på fladlandet omkring Modena og Reggio Emilia og vinbakkene i forbjergene, hvor Sangiovese og de hvide druer dyrkes.

Lambrusco fortjener et bedre ry

Druen har været dyrket her siden antikken, men for mange danskere står Lambrusco for en billig, sød og let sodavandsagtig rødvin fra supermarkedets nederste hylde. Det ry stammer fra de sukkersøde eksportversioner, der for nogle årtier siden oversvømmede markedet, og det er synd, for de har kun lidt til fælles med den vin, lokalbefolkningen selv drikker.

Den klassiske Lambrusco er tør - secco står der på etiketten - dybrød, let skummende og med en frisk syre, der næsten bider en i tungen. I glasset dufter den af kirsebær, brombær og violer, og alkoholen ligger typisk lavt omkring de 11 procent, hvilket gør den nem at have med at gøre ved bordet. Boblerne er ofte fine og diskrete frem for champagnelignende, og de lægger sig hurtigt, hvis man hælder med et svung.

Lambrusco er for øvrigt ikke én drue, men en hel familie af beslægtede druesorter med hver sit præg. Sorbara giver de lyseste og mest delikate vine, Grasparossa de mørkeste og mest kraftfulde, mens Salamino, opkaldt efter de aflange, pølseformede klaser, rammer et sted midtimellem.

De vigtigste lambruscoområder

Rundt om Modena ligger kerneområderne. Lambrusco di Sorbara dyrkes på den flade jord nord for byen og giver lysrøde, næsten roséagtige vine med høj syre og blomsterduft, ofte de mest elegante af slagsen. Lambrusco Grasparossa di Castelvetro kommer fra bakkerne syd for Modena og er fyldigere, mørkere og mere tanninrig, altså en vin, der sagtens kan klare kraftig mad. Lambrusco Salamino di Santa Croce fra området omkring Carpi er den afbalancerede mellemting, mens Reggiano-betegnelsen vestpå leverer store mængder frisk hverdagslambrusco, ofte sammensat af flere druesorter fra familien.

Ud over den tørre stil findes der også semisecco, amabile og dolce, altså halvtørre og søde udgaver, og flere områder laver desuden rosato, en lys version med lækker frugt. Der er intet forkert i de sødere vine, men vil man opleve, hvad Lambrusco rigtigt kan, er det den tørre secco, man skal lede efter.

Mere end bobler: Sangiovese, Albana og bjergvinene

Flytter man blikket op i Appenninernes forbjerge, ændrer billedet sig. Her dyrkes Sangiovese, samme drue som i Toscana, men i Romagna giver den ofte blødere og mere direkte frugtige vine med kirsebær og krydderier. Sangiovese di Romagna er regionens vigtigste stille rødvin, og de bedste udgaver bærer betegnelsen Riserva efter længere lagring.

Regionens mest markante hvidvin er Albana di Romagna, som var den første hvide vin i Italien til at opnå landets højeste klassifikation, DOCG. I den tørre version er den mediumfyldig med noter af fersken, urter og mandler, mens der også laves søde vine på tørrede druer. Helt mod vest i Colli Piacentini finder man Gutturnio, en rødvin sammensat af Barbera og Croatina, der giver saftige, krydrede vine, og på bakkerne omkring Bologna produceres den friske hvide Pignoletto, både stille og let perlende.

Regionen hvor maden er halvdelen af historien

Parmigiano Reggiano, prosciutto di Parma, culatello, mortadella fra Bologna og den ægte balsamico fra Modena - listen over regionens specialiteter læses som en hyldest til det gode spisebord, og det er også her, den friske æggepasta har sit hjem: tagliatelle med ragù, tortellini i bouillon og lasagne i lag. Køkkenet er rigt, fedt og salt, og det forklarer til fulde, hvorfor vinene ser ud, som de gør.

En tør Lambrusco er nemlig nærmest opfundet til dette bord. Syren og de lette bobler skærer gennem fedmen i de kolde pålæg og den salte, modnede ost, og den mørke frugt står flot op ad kødretterne. Sætter man et glas ved siden af et fad parmaskinke eller en tallerken pasta med kødsauce, indfinder forståelsen sig med det samme. Sangiovese di Romagna passer til ragù, grill og lam, mens en tør Albana er et godt valg til lettere pasta og til fiskene fra Adriaterhavet.

Sådan finder du den gode flaske

Vil du smage rigtig Lambrusco, så kig efter de geografiske betegnelser på etiketten: Lambrusco di Sorbara, Grasparossa di Castelvetro, Salamino di Santa Croce eller Reggiano. Leder du desuden efter ordet secco, er du sikker på en tør stil, og vinen bør drikkes ung og kølig, typisk ved omkring 10-12 grader. Lambrusco er sjældent en dyr vin, og springer man bare et lille stykke op fra de billigste flasker, åbner der sig en helt anden verden af duft, frugt og friskhed.

På rødvinssiden er Sangiovese di Romagna et sikkert valg, især i Riserva-udgaven, mens den tørre Albana er et fint bud på en hvidvin med karakter. Fælles for dem alle er, at de er lavet til mad, så sæt noget godt på bordet, og lad vinen gøre resten.

Kendte vine fra Emilia-Romagna

• Lambrusco di Sorbara

  Den letteste og mest elegante af lambruscovinene, dyrket på sletten nord for Modena. Tør, lysrød og syrlig med duft af violer og røde bær - oplagt til pålæg og lette retter.

• Lambrusco Grasparossa di Castelvetro

  Fra bakkerne syd for Modena kommer den mørkeste og mest kraftfulde Lambrusco med mørk bærfrugt og mærkbare tanniner. Passer til fed mad som pølser, braiseret kød og moden ost.

• Reggiano Lambrusco

  Den store betegnelse omkring byen Reggio Emilia, ofte sammensat af flere druer fra lambruscofamilien. Frisk og frugtig hverdagsvin, der er født til regionens kolde pålæg.

• Sangiovese di Romagna

  Regionens vigtigste stille rødvin fra Romagnas bjerge med kirsebær, krydderier og bløde tanniner. Riserva-udgaverne lagres længere og passer til ragù og grillet kød.

• Albana di Romagna

  Italiens første hvide vin med landets højeste klassifikation, DOCG. I tør udgave mediumfyldig med fersken og mandler, men findes også som sød vin på tørrede druer.

• Gutturnio

  Rødvin fra Colli Piacentini i regionens vestlige hjørne, sammensat af Barbera og Croatina. Saftig og krydret og et glimrende ledsager til pasta og fjerkræ.

• Pignoletto

  Frisk hvidvin fra bakkerne omkring Bologna, både som stille vin og i let perlende udgaver. Citrus og grønne æbler gør den velegnet som aperitif og til fiskeretter.