Gamle verden vs. nye verden: To tilgange til vin

Hvem hører til hvor?

Gamle verden er betegnelsen for de lande, hvor vinkulturen har rødder tilbage i århundreder eller årtusinder. Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og Tyskland er de klassiske eksempler, men også Østrig, Ungarn, Grækenland og landene omkring Middelhavet og Kaukasus regnes med. Georgien har for eksempel en af verdens ældste kendte vintraditioner.

Nye verden dækker de lande, hvor europæiske bosættere bragte vinstokke med sig og byggede en vinindustri op. Det gælder USA, Canada, Chile, Argentina, Australien, New Zealand og Sydafrika. Ordet "ny" er relativt: Sydafrika har lavet vin siden 1600-tallet, og i Chile og Argentina går vindyrkningen også flere hundrede år tilbage. Nogle lande, som Kina og England, passer ikke helt ind i nogen af kasserne og omtales derfor sjældent i den klassiske opdeling.

Klimaet spiller en stor rolle, men ikke på den enkle måde

Man hører ofte, at gamle verden er køligere og nye verden varmere. Det er delvist rigtigt som gennemsnit, fordi mange af Europas mest kendte vinområder som Bourgogne, Champagne, Mosel og Loire ligger langt mod nord, hvor druerne kæmper for at blive modne. Køligt klima giver typisk vine med friskere syre, lavere alkohol og mere afdæmpet frugt.

Men der er masser af undtagelser. Sydspanien, Sicilien og det sydlige Portugal er varme områder, der giver fyldige og modne vine. Omvendt har nye verden mange kølige områder: New Zealands Marlborough og Central Otago, Tasmanien, Oregon og de kystnære dele af Californien og Chile. Her laver man vine, der kan være lige så slanke og syrefriske som mange europæiske. Det er derfor mere præcist at tale om køligt og varmt klima end om gammel og ny verden.

Tradition og regler: sted eller drue

En af de tydeligste forskelle ligger i lovgivningen. I store dele af Europa findes appellationssystemer som AOC i Frankrig, DOC og DOCG i Italien og DO i Spanien. De fastlægger ikke bare, hvor vinen kommer fra, men ofte også hvilke druer der må bruges, hvor meget der må høstes, og nogle gange hvor længe vinen skal lagre. En Chianti Classico skal for eksempel hovedsageligt være lavet af Sangiovese, og en rød Bourgogne er som udgangspunkt Pinot Noir.

Derfor står der ofte et stednavn på europæiske etiketter frem for et druenavn. Tanken er, at stedet, eller terroiret, er det vigtigste, og at druen følger af traditionen. Der er dog undtagelser, for i Tyskland, Østrig og Alsace er det helt almindeligt at skrive druen på etiketten.

I nye verden er reglerne typisk mere liberale. I USA angiver en AVA hovedsageligt det geografiske område, men dikterer ikke, hvilke druer man må plante. Producenterne kan derfor frit eksperimentere, og etiketten fremhæver oftest druen, som når der blot står Chardonnay, Malbec eller Shiraz. Det gør det lettere for mange forbrugere at vide, hvad de køber, uden at kende regionerne udenad.

Stil: syre og jordtoner eller moden frugt?

Når man sammenligner den samme drue fra begge verdener, kan forskellen ofte smages. En Sauvignon Blanc fra Sancerre i Loire har typisk en stram syre og noter af citrus, græs og flint, mens en fra Marlborough i New Zealand ofte er mere udtryksfuld med passionsfrugt og stikkelsbær. En Pinot Noir fra Bourgogne kan vise røde bær, skovbund og svampe, mens mange fra Californien er mere saftige og mørkfrugtede.

Denne forskel skyldes både klima og tradition. Varmere vækstforhold giver mere sukker i druerne og dermed mere alkohol og modnere frugt. Samtidig har mange producenter i nye verden historisk ønsket en tydelig, frugtrig og tilgængelig stil, gerne med synlig brug af ny egetræ. I Europa har man ofte lagt vægt på vine, der følges med mad og kan udvikle sig over tid.

Det er dog en tendens og ikke en regel. En varm årgang i Bordeaux kan give meget modne vine, og en Riesling fra Clare Valley i Australien kan være knastør og syrefrisk. Det er altid producenten og stedet, der har det sidste ord.

Grænserne bliver udvisket

De seneste årtier har de to verdener nærmet sig hinanden. Mange vinmagere arbejder på tværs af kontinenter, og viden om vinmarkspleje og kældermetoder deles frit. Flere producenter i nye verden søger i dag mod en mere afdæmpet stil med mindre egetræ, lavere alkohol og større fokus på bestemte marker og jordtyper. Chile og Argentina har for eksempel i stigende grad fremhævet specifikke højdeområder og kystnære regioner.

Omvendt har europæiske producenter også brudt med traditionerne. De såkaldte Super Toscanere opstod, da vinmagere i Toscana begyndte at bruge druer som Cabernet Sauvignon og Merlot uden for de gældende regler. I Sydfrankrig og Spanien laver mange i dag vine, der fremhæver druen på etiketten og har en frugtrig, moderne stil.

Klimaforandringerne bidrager også. Varmere somre betyder, at nogle europæiske områder får modnere druer end tidligere, mens nye, køligere egne som Sydengland er blevet interessante for mousserende vin. Resultatet er, at det bliver sværere at gætte oprindelsen blot ud fra smagen.

Sådan kan du bruge forskellen, når du vælger vin

Selvom opdelingen er grov, kan den være et nyttigt udgangspunkt. Hvis du godt kan lide vine med frisk syre, der passer til mad, kan du med fordel kigge mod køligere europæiske områder som Loire, Bourgogne, Piemonte eller Mosel. Foretrækker du mere frugt og fylde, er varme områder i Australien, Californien, Argentina eller Sydeuropa ofte et godt bud.

Prøv også at smage den samme drue fra to forskellige steder side om side, for eksempel en Chardonnay fra Chablis og en fra Californien, eller en Syrah fra det nordlige Rhône og en Shiraz fra Barossa. Det er en af de bedste måder at forstå, hvordan klima og stil påvirker vinen, og det kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad du selv foretrækker, uden at du behøver at kunne alle regler og regioner.